15 føl solgt på den første World Cup Følauktion

  19. okt. 2018   AnneM


15 føl solgt på den første World Cup Følauktion

Dansk Varmblods World Cup Følauktion har netop haft sin debut, hvilket resulterede i 15 solgte føl ved World Cup-stævnet i MCH Messecenter Herning, hvor flere føl gik til udlandet.

stemning auktion.jpg

Auktionarius Casper Cassøe havde 18 føl under hammeren, og de 15 skiftede ejer (salgsprocent 83,33 %) for en gennemsnitspris på 82.881,25 kr. Både tilskuerpladserne og VIP'en var godt fyldt op, og der herskede en rigtig god stemning i Nathalie Horse Care Arena, Hal M i MCH Messecenter Herning.

”Vi havde udlændinge i salen og i telefonerne, og der blev i alt solgt fire føl til udenlandske købere,” fortæller formand for Dansk Varmblods auktionsudvalg, Ulrik Kristensen og fortsætter:

”En følauktion i efteråret er jo et helt nyt koncept, og det var vist sig at fungere. Føllene flot klargjort, og det endnu engang bevist, at springføl med de rigtige afstamninger med præstationer i morlinjen kan sælges.”

”Vi er yderst tilfredse med resultatet af auktionen, hvor vi har opnået en salgsprocent og en gennemsnitspris på samme niveau som ved elitefølauktionen, og vi har snakket med mange tilfredse sælgere i stalden bagefter, så vi håber, at vi får plads i World Cuppen igen næste år,” slutter Ulrik Kristensen. 

Berider, forretningsmand og hingsteholder Andreas Helgstrand købte auktionens første føl for 23.000 euro. Det var det meget velgående hoppeføl af familien Worres eliteavl, Worres Nina e. Franklin/ Aquilino.

Dyreste springføl blev hingsteføllet Counter Strike e. Clarimo/Coronado, der blev erhvervet af Stald Lux ved Jan List Christensen, der tidligere har købt flere særdeles gode springføl på Dansk Varmblods følauktioner og har sammen med sin datter Anne Hou Christensen haft stor succes med at videreudvikle dem i sporten.

Auktionen bød på adskillige super gode hoppeføl ud af stærke dressurafstamninger som fx det særdeles veltravende Love It Nexen e. Blue Hors St. Schufro/Belissimo M, der blev solgt for 10.500 euro til konstellationen CK Dressage og Stutteri Teglovnen.

Hoppeføllet Overgaard's Australia e. Blue Hors Farrell/ Blue Hors Zack, der deler hoppestamme med guldmedaljehingsten Blue Hors Zackerey og den tredobbelte UVM-vinder Fiontini, blev solgt for 18.000 euro til tyske købere.

Hesselhøj Vamilja e. Vitalis/ Sir Donnerhall II var et af de meget interessant hoppeføl med en spændende hoppestamme. Hun er tæt beslægtet med Hesselhøj Donkey Boy og gik for 16.000 euro til danske købere.

Det skimlede dressurhoppeføl Lipas Glamour e. Franziskus/Zardin Firfod var allersidste føl på auktionen og blev solgt for 11.500 euro til Stutteri Horsebo.

Kilde: Dansk Varmblod