Choose Language
dk gb

20.408 til hestefest i Herning: Cathrine Dufour sejrede igen

  24. okt. 2021   Mathilde


Design uden navn (49).jpgCathrine Dufour på æresrunde efter sejren i FEI Dressage World Cup ™ Herning sammen med 18-årige Atterupgaards Cassidy foran et begejstret publikum i Boxen. Foto: Kunddahl Grapic Photography

 

Siden 2017 er der skabt en stærk efterårstradition for at samle ryttere og publikum til internationalt spring- og dressurstævne i Jyske Bank Boxen i Herning. Lørdag aften fik publikum en helt særlig oplevelse danske Cathrine Dufour og den nu 18-årige Cassidy gentog sejren fra 2017 i den prestigefyldte World Cup-turnering.

Der var stor glæde hos arrangører, ryttere og publikum over endelig at være tilbage i Herning og Jyske Bank Boxen i uge 42 for at nyde den præstigefyldte, verdensomspændende serie FEI Dressage World Cup™. Mere end 700 heste fra store dele af Europa var samlet i staldene. Det gav høj aktivitet fra morgen til aften på de to konkurrencebaner i Jyske Bank Boxen og Blue Hors Arena M i MCH Messecenter Herning.

Flere internationale topekvipager og rytterne fra det danske OL-landshold var samlet for at dyste om vigtige World Cup-points i dressur, og der blev vist verdensklasseridning i World Cup-konkurrencerne samt i de internationale dressurklasser. Der var god søgning til den internationale turnering for amatørryttere, Almased Dressage Amateurs, og i de mange internationale springklasser, som blev gennemført alle dage.

Flere end 20.000 tilskuere har fulgt konkurrencerne over fem dage fra onsdag til søndag. I år har arrangørerne ændret på afviklingen, og det betød, at World Cup-klassen, FEI Dressage World Cup™ Freestyle presented by ECCO, blev afgjort lørdag aften foran et stort, entusiastisk publikum.

De blev i høj grad forkælet, for der var tre ryttere blandt top fem, og det fik publikum på benene for at hylde de danske stjerner.

Da danske Carina Cassøe Krüth red på banen med den 10-årige hoppe Heiline’s Danciera, meget rammende kaldet Danse, var det den hollandske rytter Dinja van Liere og den 9-årige avlshingst Hermes, som førte klassen med 84,36%. ”Danse” levede i høj grad op til sit navn, og da Carina Cassøe Krüth red op mod dommerne for at afslutte sit ridt, begyndte publikum at klappe taktfast. Publikum røg op ad stolene, da de hilste af til 86,395%

”Danse er bare en super god kammerat derinde. Hun er så ærlig, og hun gør alt, hvad jeg beder hende om, og endnu mere. Hun er bare fantastisk,” udtalte Carina Cassøe Krüth efter sit ridt, som var hendes personlige rekord.

Publikum gav også stående ovation til Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy, der er i sin flotte karrieres efterår, Cathrine fortæller:

”Med Carinas score var der et ganske stort pres på os, da vi kom ind i Boxen, men Cassidy føltes virkelig skarp. Og så er det danske publikum fantastisk. Det er bare betagende. Da dette er et af Cassidys sidste shows, var det specielt at gå derind og vise, at han stadig er skarp. Jeg er super stolt af ham”, sagde Cathrine Dufour, der brød ud i tårer efter makkerparrets sidste konkurrence. Siden hun var juniorrytter har Atterupgaards Cassidy e. Caprimond været hendes partner, og følelserne overvældede hende, da hun trådte ind i arenaen til præmieoverrækkelsen.

World Cup Herning er et samarbejde mellem Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg. Formålet med selskabet er at sikre afvikling af World Cup dressur på dansk jord, og samtidig arbejde på udviklingen af internationale stævner i Danmark i både dressur og springning. 

Afviklingen sker i et godt og konstruktivt samarbejde med Herning Kommune og MCH A/S.

”Vi har haft fantastik sport og jeg må virkelig takke publikum for deres opbakning til rytterne,” udtaler Jens Trabjerg, Sports Director, World Cup Herning, og han fortsætter:
”Opbakningen mærker vi også fra rytterne, fra de velvillige sponsorer og gode samarbejdspartnere. Jeg håber alle sætter kryds i kalenderen til næste år, når vi arrangerer VM i Ridesport her i Herning.”

Dansk Ride Forbunds formand Ulf Helgstrand fremhæver værdien af at danske ryttere får muligheden for at ride internationale stævner som en vigtig del i forberedelsen frem mod VM i Ridesport i Herning:
”Det som springer i øjnene, er oplevelsen af så meget fin ridning, og sport på et meget højt niveau vist af de danske ryttere. Det er glædeligt i forberedelserne til vores 4-dobbelte verdensmesterskab i Herning til august næste år. World Cup-klassen viste, at vi har en bred top i dansk dressur, og jeg forventer, vi kan levere et topresultat i den disciplin på hjemmebane ved VM. Alt dette er muligt, fordi vi herhjemme kan være vært for internationale stævner med absolut topsport, som publikum under World Cup Herning har haft mulighed for at opleve i Jyske Bank Boxen,” siger Ulf Helgstrand.

Casper Cassøe, Event Director, World Cup Herning udtaler:
”Det har været fantastisk endeligt at samle vores dygtige team igen efter den lange pause som følge af coronapandemien. Alle har glædet sig helt vildt til at mødes igen, og det har vi kunnet mærke hele vejen rundt. Afviklingen af World Cup Herning har fungeret fantastisk.”, og han fortsætter: ”Vi skylder alle en tak for opbakningen. Hestene fik en meget fortjent hyldest i en ekstatisk Jyske Bank Boxen. Vi skaber minder sammen, der varer for evigt. Vi ses i Herning i 2022, og vi glæder os!”

En rigtig god tradition

Hos samarbejdspartnerne Herning Kommune og MCH A/S er der også glæde efter et velgennemført World Cup-stævne i Herning.
Borgmester Dorte West udtaler:
”Jeg er glad for at World Cuppen endnu en gang er velafviklet i Jyske Bank Boxen i Herning. Det er blevet en fast tradition for mange interesserede borgere fra nær og fjern at lægge vejen forbi Herning for at opleve ridesporten og stemningen under eventen,” og hun fortsætter:

”Jeg glæder mig over, at vi om under et år skal være værtsby for VM i ridesport i hele fire discipliner. Det bliver det største ridesportsevent i Danmark nogensinde, og jeg er glad for den tillid, som arrangørerne viser Herning Kommune. Vi ser frem til at være med til at give både deltagere og publikum oplevelser i verdensklasse til august 2022”, siger Dorte West.

Borgmesteren suppleres af Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S:
”Et stort tillykke og tak til arrangørerne Dansk Varmblod, Equitour Aalborg og Dansk Ride Forbund med endnu en imponerende hestefest i Herning. Et flot og stærkt comeback til World Cup’en og traditionen i uge 42, der bød på store sportslige højdepunkter og masser af oplevelser for de hesteglade. Tak til udstillerne for opbakningen og til de dedikerede deltagere og de mange tusind gæster fra hele Danmark og udlandet, der har skabt en unik stemning. På godt gensyn til alle”, siger Georg Sørensen, og ser frem til de næste store hestebegivenheder, Dansk Varmblods Hingstekåring og Gallashow i marts og det store VM-stævne i august 2022.

Resultatet af den første etape af FEI Dressage World Cup ™ Herning:

  1. Cathrine Dufour (DEN) – Atterupgaards Cassidy 87,115%
  2. Carina Cassøe Krüth (DEN) - Heilines Danciera 86.395%
  3. Dinja van Liere (NED) – Hermes 84.360%
  4. Helen Langehanenberg (GER) – Annabelle 81.215%
  5. Nanna Skodborg Merrald (DEN) - Blue Hors Zack 80.880%