88% til Cathrine Dufour og en sikker World Cup-sejr

  20. okt. 2019   Mathilde


af Britt Carlsen

Igen i dag var det en absolut nydelse og en stor fornøjelse at se Cathrine Dufour og Bohemian danse til sejr i FEI Dressage World Cup i Herning med godt 88%

bc080269-3785-4ee3-a92e-328238f89892.jpg

Det var intet mindre end verdensklasse, da Cathrine Dufour og Bohemian i nærmest perfekt harmoni sikrede den tredje danske World Cup sejr af tre mulige ved FEI World  Cup i Herning. Hun vandt det første år med Atterupgaards Cassidy, sidste år gik sejren til Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Zack og i år stod der så igen Cathrine Dufour på titlen, da hun og Bohemian scorede 88,190%

– Han har gjort et super job, og han bliver ved med at udvikle sig i den fuldstændige rigtige retning. han er en ung hest, og han skal have selvtillid. Det har virkelig været sjovt denne weekend, men det kan blive endnu vildere, fortæller hun. 

Tyske Benjamin Werndl scorede sin personligt bedste med Daily Mirror med 84,545% Der var et par småfejl undervejs, erkender han, men han var meget tilfreds med sit ridt.  Han vil gerne ride efter points til finalen i Las Vegas, men der er flere tyske ryttere om pladserne i World Cup serien. Han nyder at ride i Herning, fordi omgivelserne er helt suveræne for hestene, og så startede han sin World Cup-karriere netop i Herning sidste år.  Den score gav ham andenpladsen foran landsmanden Helen Langehanenberg med Damsey FRH, hun var tæt efter med  83,36%13d19966-1026-41d0-b76f-439e7708f951.jpg

Severo Jurado Lopez og DV-hoppen Fiontini var SÅ tæt på at komme på podiepladsen efter et dejligt, harmonisk ridt, som publikum kvitterede for ved at klappe parret taktfast op mod dommerne i den sidste passage på midterlinjen. Med 83,32% gik de ind på fjerdepladsen i deres World Cup debut. Fiontini e. Fassbinder (opdr. Henrik Hansen) er vandt til rampelyset, den smukke brune hoppe har tre gange vundet guld ved UVM for uge dressurheste, og i dag fik vi bevis for, at kvaliteten rækker til den internationale top også på Grand Prix-niveau.

For Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack var der flere højdepunkter i deres, meget svære kür, men desværre også et par dyre fejl i galoppiruetten og i en overgang til galoptravers. Parret kom ind på femtepladsen med 80,485%
Klassen i dag blev den sidste for Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ og publikum rejste sig mens Agnete red op mod dommerne, og klappede taktfast for det par, der har være en så vigtig del af af landsholdet de senere år. Agnete og Jojo opnåede 77,630% og en 7. plads.

5c629291-372a-4c8b-b4ed-63034519215d.jpg

Se resultatet af klassen HER

// Ridehesten.com