Clémence Faivre klar at fortrylle publikum ved Word Cup Herning

  31. aug. 2018   AnneM


Forestil dig en hest og en kvinde i komplet symbiose – kommunikation uden ord og uden tøjler. Franske Clémence Faivre er Haute Ecole-træner (højere klassisk dressur) og specialist i frihedsarbejde, og sammen med sine heste har hun forbløffet publikum over hele verden med sine selvkomponerede shows og smukke kostumer. Nu er hun klar til at fortrylle publikum ved det store lørdagsshow ved World Cup Herning.

Haute Ecole og frihedsdressur i verdensklasse
Det er tredje gang, at vi kan opleve Clémence Faivre i Danmark. I 2011 gæstede hun World Cup-stævnet, der den gang kunne opleves i Odense, og i 2013 var hun en del af showet ved EM i dressur, springning og paradressur i Herning. Nu er hun klar til at være en del af showet igen, når hun gæster Herning med sit nye show ”Fuego”. Se mere på hendes hjemmeside, hvor du blandt andet kan finde videoer.

Om World Cup Herning
Omdrejningspunktet for det store World Cup-stævne i Jyske Bank Boxen er selvfølgelig FEI World Cup i dressur, hvor nogle af verdens bedste dressurryttere samles i Herning for at dyste om afgørende point. Det store stævne byder også på topsport i internationale dressur- og springklasser, finale i Nord-Vest Box Stil Cup, et lørdagsshow i særklasse og en stor messe for de købelystne.

Jyske Bank Boxen i Herning danner den spektakulære ramme om ridning i verdensklasse, når FEI World Cup kvalifikation i dressur og topspringning afvikles i det midtjyske. World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH Messecenter Herning.

Program

Køb billetter her

Stævnets hjemmeside