Daniels vej til Las Vegas begynder i Herning

  17. okt. 2019   Mathilde


af Britt Carlsen

Sidste år sejrede Daniel Bachmann Andersen i FEI World Cup dressur i Herning med avlshingsten Blue Hors Zack. Parret er til start igen i år, og målet er en topplacering og vigtige point i kampen om at nå finalen i Las Vegas

160673_kuo_14__D054291_ImageResizer.jpg

Det store trækplaster ved FEI World Cup-stævnet i Herning i disse dage er kvalifikationen til den verdensomspændende dressurturnering:  FEI World Cup, hvor finalen afvikles i april 2020 i Las Vegas. 22 internationale topryttere er tilmeldt denne klasse, som afvikles lørdag og søndag, hvor det er søndagens kür, der giver point i turneringen.

Sidste år blev det til en populær dansk sejr til Daniel Bachmann Andersen og avlshingsten Blue Hors Zack. Daniel, 29 år, rider for Blue Hors ved Vejle, og han ser frem til at forsøge at gentage sejren i Herning på søndag. Om sidste års sejr fortæller han:

En vild rutsjebane af følelser
– Først og fremmest var det lidt af en rutsjebane af følelser, for alle havde forventninger til Zack og mig, men vi havde lidt uoverensstemmelser i Grand Prixen (lørdagens konkurrence), og vi blev kun 3’er. Jeg fik reflekteret og fik tunet ind på det rette mindset inden küren.

– Det er en fantastisk fornemmelse, når publikum i Boxen klapper en op ad den sidste midterlinje. Det er virkelig fedt og giver et sus, fordi det jo er en tilkendegivelse fra publikum, når man har haft en god tur. Det kan man godt blive lidt høj af og ønske sig, men man skal bare altid først og fremmest have selve præstationen for øje og ikke blive for resultatfikseret. Jeg prøver at fokusere på at forbedre min præstation. Jeg glæder mig vildt til at ride i Boxen igen. Det danske publikum er helt specielt, og alle danske ryttere får bare så stor opbakning, slutter han.
Daniel vil forsøge at samle så mange points i World Cup-sæsonen, at han kan få adgang til finalen i Las Vegas til april næste år. Og derfor er det vigtigt for ham at komme godt fra start på hjemmebane i Herning, og dermed få den bedst mulige start på sæsonen. 

Fire ligaer
FEI Dressage World Cup består af fire ligaer: den vesteuropæiske, som Danmark tilhører samt den centraleuropæiske og Nordamerikanske liga samt pacific liga (Stillehavs liga).

I den vesteuropæiske liga er det World Cup Herning som åbner serien i denne uge, hvorefter rytterne kan ride i Lyon, Stuttgart, Madrid, Salzburg, London Olympia og Mechelen i dette år, mens der afvikles World Cup i det nye år i Amsterdam, Neumünster, Göteborg og 's-Hertogenbosch. Finalen finder sted i Las Vegas, USA fra den 15. til 19. april.
For mere information om dato se HER

// Ridehesten.com