Fredag i Herning

Jyske Bank Boxen og Nathalie Horse Care Arena har i dag lagt bund til etstjernet og trestjernet springning med en forhindringshøjde på op til 150 cm, Intermediaire dressur, ponyspringning og den spændende finale i Nord-Vest Box Cup.

  20. okt. 2017   Lars


Vos_vinder.JPGRobert Vos & Carat

Jyske Bank Boxen og Nathalie Horse Care Arena har i dag lagt bund til etstjernet og trestjernet springning med en forhindringshøjde på op til 150 cm, Intermediaire dressur, ponyspringning og den spændende finale i Nord-Vest Box Cup.

Umuligt for konkurrenterne at overhale Anna Kasprzak
Det var dressurrytterne, der fik lov at åbne Nathalie Horse Care Arena i dag, da der blev redet Intermediaire I sponsoreret af Skibby HC. 13 ryttere var til start, og som i gårsdagens Prix St. Georges blev det Anna Kasprzak & Quarton, der løb med sejren. Allan Skov havde andel i de to næste placeringer. Som i går besatte han selv andenpladsen med Midtgaardens Showhit, mens tredjepladsen i klassen gik til den blot 18-årige Maria Dahl-Bruun på Volstrupgaards Cassiopeia – en 16-årig hoppe, som netop Allan Skov tidligere har konkurreret på i Grand Prix-klasser med stor succes. For både Anna og Allan sneg der sig et par ærgerlige fejl ind i galopprogrammet, men det var ikke nok til at konkurrenterne kunne nå dem.

Det var også Anna Kasprzak der sendte Dannebrog til tops i Intermediaire II sponsoreret af Everhorse. 11 ryttere var til start i klassen, der gik midt på dagen i Boxen. Anna Kasprzak har ladet OL- og EM-hesten Donnperignon (Pepe) blive hjemme og har i stedet medbragt sin upcoming Grand Prix stjerne Rock Star. Og med Rocky, som han kaldes i daglig tale, sejrede hun i Intermediaire II med 71,842 %. Det blev tysk på 2. pladsen, hvor Janina Siemers scorede 70,605 % på Scaramouche. Bettina Jæger Jensen har overtaget tøjlerne på den smukke vallak Skovlunds Gamin G, og sammen red de sig ind på 3. pladsen i klassen med 69,579%.

Aabo og Künnemann sejrede i dagens første springklasse
Dannebrog kom også til tops i dagens første klasse i Jyske Bank Boxen i Mustang Trailers Silver Tour på 140 cm. 120 ryttere var tilmeldt klassen, og ved klasser, hvor der er mere end 70 startende, deles klassen i to afdelinger. Det foregår på den måde, at klassen afvikles som en lang klasse, men der afholdes to præmieoverrækkelser. I dette tilfælde betød det to danske sejre. Den ene gik til Michael Aabo på Caprice De Dieu, der med mindst mulig margen, henviste den tidligere Europamester Rolf-Göran Bengtsson til 2. pladsen. Blot 0,25 sekunder skilte de to ad. Elitechef og seniorlandstræner for de danske springryttere Lars Pedersen red sig ind med 3. pladsen med den hjemmeavlede Graffiti P. Anden danske sejr stod Konstatin Deeken Künnemann for på Ak’s Crowney. Han sejrede foran tyske Sven Fenhl på Quinto og norske Cornelia Emilia Kasin & Simply Cruise. 

Ponyspringning på højt plan
Igen i dag lagde Nathalie Horse Care Arena bund til de dygtige ponyspringryttere. Første klasse var en tidsspringning, og igen i dag hed vinderen Pernille Dam Harritslev Christoffersen på Runehøjs Rocco. Pernille red mere end to sekunder hurtigere end klassens nummer to, norske Nora Nalbant på Super Bad. På 3. pladsen i denne klasse sponsoreret af Orifarm var det Theodor Line og Attyrory Rebel.

Næste klasse, der blev afviklet, var anden afdeling af FEI Ponies Jumping Trophy. Og her byttede Theodor Linde sin 3. plads ud med en 1. plads. På Bel Air sejrede han i tiden 50,26 sekunder foran Ingemar Hammarström & Ocean Des AS fra Sverige, og vinderen af afdelingen torsdag Maria Nørregaard Langhoff på Nikolina. Søndag afvikles finalen i FEI Ponies Jumping Trophy i Boxen.

Igen danske sejre i den trestjernede tur
De danske succeser ville ingen ende tage fredag, hvor den danske nationalmelodi kunne høres igen og igen. I Skibby HC Medium Tour 140 cm var det Mathias Nørheden Johansen, der red sejren i hus. Det gjorde han på Conrisiko, da han red en fejlfri runde i 57,14 sekunder. 2. pladsen gik til svenske Jonna Ekberg & Stella Levista og 3. pladsen til hollandske Bart Bles & Grand Canyon Van HD.

Den næste klasse var CSI3* Horse-Trainer Small Tour. 24 ryttere red klassen, hvor forhindringerne var 135 cm høje. Det blev lutter dansk i top tre. Torsdag blev Christian Petersen placeret som nummer 2 med Zahr Alfarvad Z, men i dag trak Christian det længste strå og red sejren hjem i tiden 28,20 sekunder. Lige i hælene af ham kom Karina Leichle, der red Toftehøjs Camara. Michael Aabo red endnu en placering hjem, idet han på Hermes T tog sig af 3. pladsen.

Sejr til Robert i CSI3* Skibby HC GP-tour
Der var vigtige point til verdensranglisten på spil i fredagens sidste springklasse – en Grand Prix på 150 cm. 59 ekvipager var til start, og heraf kom hele 17 igennem banen uden fejl. Derfor skulle der en lang og spændende omspringning til, før Robert Vos fra Holland på Carat kunne lade sig kåre som vinder af klassen. 2. pladsen gik til tyske Jens Backman på Carmen, mens Holger Wulschner fra Tyskland på Bsc Cha Cha Cha blev nr. 3.

World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH Messecenter Herning.

Start- og resultatlister