Langehanenberg og Damsey dansede sejren i hus ved World Cup Herning

  20. okt. 2018   AnneM


Lørdag eftermiddag gik tæppet op til højdepunktet ved World Cup Herning i Jyske Bank Boxen – Grand Prixen i FEI Dressage World Cup. Det blev den tyske toprytter Helen Langehanenberg på Damsey Frh, der red sig til tops på podiet, mens svenske Tinne Vilhelmson Silfven på Don Auriello blev nr. 2. Danske Daniel Bachmann Andersen blandede sig også i topppen, da han og Blue Hors Zack tog 3. pladsen. Søndag kl. 14.30 er der World Cup-point på spil, når de 14 ekvipager igen skal på banen i Grand Prix Kür.   

Helen Langehanenberg og Damsey Frh World Cup Grand Prix (2).JPGFoto: Jens Trabjerg (Organizer World Cup Herning), Magnus Ringmark (SWE – overdommer), Helen Langehanenberg og Damsey Frh, Ulrik G. Sørensen fra Blue Hors og Ulf Helgstrand fra Dansk Ride Forbund (kredit: World Cup Herning)

World Cup-sæsonen skudt i gang i Jyske Bank Boxen
Traditionen tro blev World Cup-sæsonen skudt i gang på dansk grund, og 14 ekvipager, hvoraf fem var danske, var klar på startlisten. Det blev tyske Helen Langehanenberg, der på den 16-årige brune hingst Damsey sikrede sig sejren med et program til 75,652 %.

”Damsey var meget frisk i dag, men det er dejligt, at en hest i hans alder stadig er så glad og frisk, og jeg nød vores tur i Boxen i dag,” sagde Helen Langehanenberg.

2. pladsen i klassen kom også på udenlandske hænder, da svenske Tinne Vilhelmson Silfven og Don Auriello høstede dagens næsthøjeste score på 74,065 %. Heldigvis kom der også dansk drys over top 3, da Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack sikrede sig 3. pladsen med 73,826 %

”Det var en tur med mange højdepunkter, men vi satsede lidt, og det koster nogle gange. I morgen vil også satse igen, men målet er helt klart, at vi rider fejlfrit der,” sagde Daniel.

Kun 20-årige Victoria Vallentin på Ludwig Der Sonnenkönig stod over for karrierens største udfordring, da hun havde World Cup debut i Boxen. Men det klarede den unge rytter og den 12-årige røde hest i stiv arm med et fint program til 70,978 %

”Det er min første World Cup, og jeg havde en rigtig god tur, så jeg er bare så glad. Jeg har aldrig redet i Boxen før, men der er en mega god stod stemning, og Ludwig var vild med at gå derinde,” fortalte en glad Victoria.

Søndag fra kl. 14.30 skal 13 ekvipager på banen igen, hvor er vigtige World Cup-point på spil i Grand Prix Kür.

Se klassens resultat her.

Facts om World Cup Herning

650 heste deltager

I alt 6.800 m2 ridebane

70 messestande

23 nationer samles

Samlet præmiesum 2 mio. kroner

250 frivillige

Kæmpe campingplads til deltagerne

Jyske Bank Boxen indeholder en af verdens største indendørs ridebaner med målet 44*80 meter og med plads til 8.500 tilskuere.

12. World Cup i Danmark
Det er 12. gang, at World Cup-sæsonen skydes i gang i Danmark, og anden gang, at vi skal opleve det i Herning. Omdrejningspunktet for det store World Cup-stævne i Jyske Bank Boxen d. 17.-21. oktober er selvfølgelig 1. kvalifikation i FEI World Cup i dressur, hvor nogle af verdens bedste dressurryttere rider om vigtige point. Derudover byder det store stævne også på topsport i internationale dressur- og springklasser, Almased Dressage Amateurs, finale i Nord-Vest Box Stil Cup, et show i særklasse og en stor messe for de købelystne. Flere danske topryttere er i gang med at forberede sig på at give publikum en på opleveren i Herning, og hjemmesiden finder du masser af nyttig info om program, billetter, camping og VIP. World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk VarmblodDansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event DenmarkHerning Kommune og MCH Messecenter Herning.