Choose Language
dk gb

Lis Hartels Mindepris til Rigmor

  24. okt. 2021   Mathilde


Design uden navn (42).jpgFra venstre: Hanni Toosbuy Kasprzak (næstformand i Dressurens Venner), Rigmor Kristensen, Nicole Hartel-Siesbye og Hans-Christian Matthiesen (bestyrelsesmedlem i Dressurens Venner). Foto: Zibrasport Equest

 

Dette års modtager af Lis Hartels Mindepris er Rigmor Kristensen. Hun blev hyllet under afviklingen af FEI World Cup Freestyle lørdag aften. H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er formand for Dressurens Venner, var forhindret i at komme, og det blev istedet næstformand i foreningen, Hanni Toodbuy Kasprzak, som begrundede og overrakte prisen. 

 

Begrundelsen lød: Rigmor har igennem mange år været en af dansk dressurs talentudviklingsprogram. Siden 2001 har Rigmor arbejdet, først i Dansk Ride Forbunds ponyudvalg som dressuransvarlig og senere som medlem af DRFs dressurudvalg. Rigmor har igennem mange år fungeret som holdleder for ponyrytterne til alle mesterskaber og har sammen med dem fejret mange triumfer, specielt huskes årene, hvor hun samarbejde med tidligere pony dressurlandstræner ”Vibsen”. Ligesom mange af vores nuværende topryttere på seniorniveau husker Rigmor som holdleder.

”Dit altid venlige og imødekommende væsen og fantastiske evne til at sætte dig ind i alle situationer, gjorde holdindsatsen perfekt. Du har altid været fokuseret på at talentudvikle og alt skabe en stabil struktur bag succesen. Du har været opmærksom på alt, lige fra familieforhold, pony og den aldersrelaterede træning og rytterudvikling, som har været et vigtigt gundlag for dansk dressur og resultater. Du har været en del af det mangeårige stabile bagland bag dressur i Danmark, som er en helt essentiel hjørnesten bagom succesen”.

Hjertelig tillykke med den fortjente Lis Hartels Mindepris 2021.

 

Design uden navn (43).jpg

Om Lis Hartels Mindepris

Lis Hartels bedrifter indenfor dressursporten står tilbage som noget helt unikt. Derfor har Dressurens Venner oprettet en mindepris.

I samarbejde med familien Hartel-Siesbye har Dressurens Venner taget initiativ til at indstifte en mindepris til ære for Lis Hartel. Det sker for at sikre, at hendes engagement for dansk dressursport vil blive erindret fremover.

Mindeprisen uddeles en gang årligt og består af to dele. Ud over en vandrepræmie følger et støttebeløb på 25.000 kroner fra Dressurens Venner.

Formålet er at støtte dressursporten i Danmark herunder personlig støtte til en dressurengageret person eller almen støtte til en forening eller organisation, som varetager dressurens interesser.

Mindeprisen gives til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for dressursporten, til en dressurrytter, til en handicaprytter eller til en forening, der har arbejdet for at fremme dressursporten i Danmark.

Tidligere vindere er: Kjeld Kirk Kristiansen, Lis Lihme, Anne Grethe Törnblad, Anne og Frederik Lütken, Vibeke Degn Andersen, Jytte Lemkow, Hans-Christian Matthiesen, Bjarne Nielsen, Britt Carlsen, Hasse Hoffmann, Cathrine Dufour og Hanni Toosbuy Kasprzak.