Nord-Vest Box finale fredag

  15. okt. 2019   Mathilde


På fredag afgøres Nord-Vest Box Cup 2019, hvor 15 ponyer i hver ponykategori mødes i Jyske Bank Boxen i kampen om sejren i de tre kategorier.

Vi byder på lidt af hvert, foruden de internationale springklasser og World Cup i dressur. Det er også i Herning, at du kan se de dygtige ponyryttere, som har kvalificeret sig til finalerne i Nord-Vest Box Cup. 

Finalerne afgøres fredag, hvor der er en finaleklasse for henholdsvis kategori 1-, 2- og 3-ponyer. Desuden rider de 15 ryttere i hver kategori en opvarmningsklasse torsdag. Det hele foregår i den store arena, i Jyske Bank Boxen. 

Her får de unge ryttere lov at ride i de bedste kulisser, på den store scene, som også de allerdygtigste internationale spring- og dressurryttere skal ride på. 

Fakta om Nord-Vest Box Cup
Ved udvalgte C-stævner i perioden fra maj-oktober 2019 har rytterne kunne optjene point i LA2* og MB1*-klasser. Disse klasser er bedømt som stilspringninger, og derfor er den stilkarakter en ekvipage har opnået i en kvalifikationsklasse, de point de tager med i den samlede stilling. 

Startberrettiget i finalen er så de 15 bedste ekvipager i hver enkelt kategori, samt eventuelt ligeplacerede med 15. pladsen. 

Ryttere der har deltaget ved DRF-mesterskaber i indeværende kalenderår, kan ikke deltage. Desuden må rytteren maksimalt være rytterkategori 4, mens de samtidig skal have gennemført en klasse i sværhedsgrad 3 i kvalifikationsperioden. Hver rytter kan maksimalt stille med én pony i finalen.

 

Se de kvalificerede ryttere og følg med i start- og resultatlister her.

// Ridehesten.com

nord.jpg