Sejr til Backmann i Stutteri Ask Grand Prix

  20. okt. 2018   AnneM


Det kunne næsten ikke blive mere spændende i omspringningen i CSI3* Stutteri Ask Grand Prix Longines Ranking (150 m), der skød Brogaarden Show Night i gang i Jyske Bank Boxen. Sejren gik til tyske Jens Backmann på Carmen, mens bedste dansker blev Søren Møller Rohde på Todt Un Prince Ask.

Jens Backmann og Carmen Grand Prix lørdag.jpg

Spændende omspringning afgjorde Grand Prix’en
Efter de 38 ekvipager havde været gennem hovedspringningen på den 150 cm høje bane i, var hele 12 fejlfri. Heraf skulle de ti hurtigste i omspringning, inden vinderen kunne kåres. Kun en dansker, Søren Møller Rohde på tophesten Todt Un Prince Ask, var blandt de ti, så der var stor spænding i Boxen, om danskeren kunne springe hele vejen til tops.

I omspringningen skulle rytterne starte i omvendt rækkefølge, således at de ryttere, der var dårligst placeret fra hovedrunden, startede først og så fremdeles.

Det blev desværre til et ærgerligt nedslag til Søren og Todt, og med en tid på 41,27 sekunder blev det til en 9. plads. Sejren gik til Jens Backmann fra Tyskland på Carmen, der kom fejlfrit gennem omspringningen i en tid på 36,30 sekunder. Svenske Rolf Göran Bengtsson på Crunch blev nr. 2 med 0 fejl og 36,75 sekunder, mens 3. pladsen gik til Nisse Lüneberg fra Tyskland på Luca Toni med en fejlfri runde i 37,09 sekunder.

World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH Messecenter Herning.