Tak for et fantastisk World Cup stævne

  23. okt. 2018   AnneM


Efter endnu en fantastisk World Cup event i MCH Messecenter Herning, kan der gøres status over nogle festlige dage med sport på absolut topniveau. Det er kun anden gang World Cup Herning løber af stablen, men allerede nu er det blevet en ridesportsevent af stor betydning både for ryttere og for publikum. 650 heste har deltaget i konkurrencerne, 23 nationer har været repræsenteret, og så har der været omkring 2000 flere besøgende i år end sidste år. Tak til alle der har bakket op om eventen og især tak til frivillige og sponsorer, der gør World Cup Herning mulig.

Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack World Cup 2018a_Ridehesten.JPGVinder af FEI Dressage World Cup kür - Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack (Ridehesten/Kristine Ulsø Olsen)

Tak til frivillige og sponsorer
Sådan et stævne ville ikke kunne lade sig gøre uden den uvurderlige indsats fra alle de frivillige kræfter, der med ufortrøden styrke løfter eventen op til en oplevelse i særklasse. Omkring 250 frivillige har været med til at gøre World Cup Herning til en god oplevelse for både gæster og deltagere, derfor skal der selvfølgelig lyde en stor og varm tak til alle World Cup Hernings frivillige. Uden dem ville sådan et stævne slet ikke være en realitet. Stor tak skal der også lyde til sponsorerne, hvis støtte og opbakning er essentiel for at få en FEI Dressage World Cup kvalifikation til Danmark.  

Flere tog turen til Herning
Knap 20.000 gæster besøgte FEI World Cup Herning, og det er flere gæster end sidste år. Arrangørerne kan dermed glæde sig over fem vellykkede dage, der bød på 650 heste, Show Night, spring- og dressurkonkurrencer samt en messe for hesteglade i Hal M i MCH Messecenter Herning.

 - Det har været nogle rigtig gode dage. Der har været flere gæster end sidste år, også i Hal M hvor der var rideudstyrsmesse og en mindre ridebane. Vi er glade for, at der altid bliver leveret topsport her i Herning, og så betyder det rigtig meget for dansk dressursport, at vi får en dansk sejr på hjemmebane i World Cup küren”, siger Jens Trabjerg, Sport Director, World Cup Herning.

Fem forrygende dage med ridesport
- Det er en fornøjelse at være vært for så stort et ridesportsevent, som FEI Dressage World Cup er, og jeg er både stolt over og meget tilfreds med afviklingen. Jeg er glad for den tillid, arrangørerne har vist Herning Kommune, og takker MCH og Sport Event Denmark for samarbejdet. Når vi huser store events, er det et led i en overordnet strategi, hvor Herning Kommune skal være et godt sted at bo, leve og arbejde - og holde fri, og det synes jeg, vi lykkes med, siger Lars Krarup, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Det er det lange, seje ridt, der har gjort World Cuppen i dressur til et fast indslag i efterårsferien i Herning. Også i år var der flotte resultater og masser af god underholdning i Jyske Bank Boxen. Vi får knapt nok sadlet af, før Danmark igen inviterer ind i både Boxen og Royal Arena - denne gang til VM i herrehåndbold til januar, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

- Fra MCH skal der lyde både tak og tillykke. Tillykke med hele arrangementet og publikumsfremgangen til arrangørerne Dansk Varmblod, Equitour Aalborg og Dansk Ride Forbund, der i samarbejde har præsenteret hestesport i verdensklasse. Vi takker arrangørerne for tilliden til MCH retter samtidig en stor tak til udstillerne og til de mange tusind gæster, der har besøgt FEI World Cup i MCH de seneste dage. På glædeligt gensyn til alle,” siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

World Cup Herning arrangeres af Dansk VarmblodDansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event DenmarkHerning Kommune og MCH Messecenter Herning.