Tronsøskolen præsenterer Clémence Faivre-show søndag

  11. okt. 2018   AnneM


En hest og en kvinde i komplet symbiose – kommunikation uden ord og uden tøjler. Søndag kl. 13.45 præsenterer Tronsøskolen franske Clémence Faivre fortryllende show. Hun er Haute Ecole-træner (højere klassisk dressur) og specialist i frihedsarbejde, og sammen med sine heste har hun forbløffet publikum over hele verden med sine selvkomponerede shows og smukke kostumer. Nu er hun klar til at fortrylle jer i Jyske Bank Boxen.

Show_Fuego1_beskaaret1.jpg

Tronsø Equestrian

På Tronsø Efterskole og Fri Fagskole oplever vi en fantastisk stigende interesse for vores hestelinje: Tronsø Equestrian.

Tronsø Equestrian henvender sig til alle med interesse for hest uanset rideniveau og baggrund, og det gør vi, fordi vi gerne vil understøtte mangfoldigheden og glæden ved, at vi også er forskellige som mennesker.

Der kommer elever med en særlig interesse for spring og dressur, og for hvem konkurrence bare betyder alt, men der kommer også elever, som blot synes, hesten er et helt særligt dyr, og hvor en daglig ridetur og omgangen med heste bare er det bedste i verden.

Derfor er vores ambition, at uanset hvilket niveau eleverne kommer på, så skal de kunne blive bedre ud fra hver deres niveau.

Tronsø Equestrian kan således blive starten på rigtig mange hesterelaterede uddannelser såsom: hestemanager, hestemassør, dyrlæge, berider, dyrepasser, beslagsmed m.fl. inden for dyr og landbrug.

Kom og besøg os på næste åbent hus lørdag den 19. januar 2019.

Fakta om TronsøSkolen

TronsøSkolen er en kombinationsskole med en Efterskole og en Fri Fagskole.

Efterskole med 9. og 10. klasse.

Fri Fagskole med 10. klasse og erhvervslinje.

TronsøSkolen har plads til 132 elever fordelt på 6 forskellige linjer: Hest, Landbrug, Game Design, Turist, Oplevelse og Gastronomi, Gokart, Teknik Metal og Auto.

TronsøSkolen er både en praktisk skole og en boglig stærk skole med et gymnasieforberedende forløb.

Forstander: Toni Hessner

Afdelingsleder Tronsø Equestrian: Stine Steffensen